dcsimg

Hvad prøver din hundehvalp at fortælle dig

Lopper hunde

Når din nye hundehvalp er faldet til hos dig, vil den helt sikkert hurtigt være i fuld gang med at kommunikere med dig – hvad enten du ved, hvad den fortæller dig, eller ej. Måske er du blevet nybagt hundeforælder for første gang, eller måske kommunikerede din nye hund helt anderledes end din gamle hund. Der er meget I skal lære om hinanden i jeres nye relation, ikke mindst at forstå hinanden.

Hvorfor bliver min hundehvalp ved med at pibe?

Din nye hundehvalp piber, fordi den vil opnå noget.  Det kan være fordi den savner tryghed eller vil have, at du skal lege med den. Det kan også være at den er sulten, tørstig eller skal på toilettet.

Indtil I har lært hinanden at kende, kan det være svært at vide hvorfor hvalpen piber. En hundehvalp kan på nogle områder sammenlignes med et barn. Du kan ikke gøre andet end at tjekke, om den mangler noget: er den sulten, har den vand, skal den på toilettet eller trænger den til leg og stimulering.  I den første tid skal du ikke spekulere for meget på om den nu er ulydig fordi den piber. Det er for tidligt at begynde at ignorere den. Et trick i den første tid til at minimere chancen for at den lærer at få opmærksomhed ved at pibe, er at lægge mærke til om der er et mønster i dens adfærd. Måske kan du nå at give den opmærksomhed inden den normalt ville begynde at blive rastløs og pibe. Efterhånden som din hvalp modnes skal den selvfølgelig lære noget om selvstændighed, men det er en helt anden rejse.

Det er derfor vigtigt at være på forkant og sørge for, at din hund er glad og veltilpas, inden den piver. Sørg derfor på forhånd for, at den har foder og vand, at den kommer ud regelmæssigt og bliver leget med. Så undgår du for mange unødige konflikter.

Hvorfor er min hund så overgearet inden sengetid?

Det er ikke kun forældre med børn, der er bekendte med ”ulvetimen”. Det kalder hvalpeejere også tiden lige omkring klokken 20-22, når der ellers er faldet ro på hjemmet. På det tidspunkt oplever mange, at hunden pludselig har alt for meget krudt i halen,  gør og bider. Og jo mere du skælder ud, desto mere hidser du den op. Selvom det kan være svært, er det vigtigt, at du også i ulvetimen undgår at give din hund negativ opmærksomhed i form af skældud.

I ulvetimen er det imidlertid sjældent tilstrækkeligt at ignorere sig til den ønskede adfærd. Udnyt i stedet energien positivt og forebyg ulvetimen med en lang gåtur, søge- eller aktiveringsøvelser eller leg med andre hunde. Efterhånden kender du hundens mønster og ved, hvornår den typisk ville begynde at komme op i et gear. Når du kender tidspunktet, kan du planlægge dig ud af det med øvelser en halv times tid før, det går løs. Varier øvelserne fra dag til dag, så du undgår at din hund begynder at kede sig i rutinen.

Husk, at ulvetimen er en naturlig del af hvalpens udvikling – og at det holder op igen, når den bliver lidt ældre. Husk at nogle hunde er længere tid om at modnes end andre, og her kan nogle racer have denne hvalpeadfærd i flere år. Fortvivl ikke, det går kun fremad hvis du arbejder dig roligt frem.

Hvorfor gør min hund?

Gøen er en af hundens mange kommunikationsformer, og der kan være mange grunde til, at hunden gør. Det kan være for at advare mod fremmede, er utryg eller forsvare sig selv og sit territorium. Det kan være, fordi den er glad, eller fordi den er bange. Hunden kan også begynde at gø, hvis det for eksempel ikke hjalp at pibe, og den gerne vil opnå noget. Her er det igen vigtigt, at du ikke giver din hund negativ opmærksomhed, men tværtimod gør hvad du kan for at forebygge adfærden.

Ofte vil du kunne høre på din hund, om den gør af begejstring, bekymring eller for at beskytte noget.

Når du vil have din hund til at holde op med at gø, er det vigtigt, at du fjerner årsagen til hundens gøen eller afleder den. Du kan for eksempel trække gardinerne for og tænde for radioen, hvis det er forbipasserende uden for huset, den kan se eller høre og gerne vil markere sig over for. Hvis det for eksempel er gæster, kan du ikke fjerne årsagen, men aflede hunden med et stykke legetøj eller godbidder og træningsøvelser, når gæsterne kommer ind ad døren.  Hvis der er et mønster i hvad din hund gør af eller om det er i særlige situationer, som f.eks. når du får gæster, kan det være en fordel at tænke igennem hvad du gerne vil have din hund til at gøre i stedet og træne det specifikt.

Hvorfor tygger hvalpen i forbudte ting?

Som nybagt hundeforælder må du nok påregne et par tandmærker i inventaret. Det er nemlig helt naturligt for en hundehvalp at være nysgerrig og udforske sin omverden ved at smage på den og tygge i den. Det gælder også tæpper, stoleben og nye par sko. Det er altså en naturlig del af hundens udvikling, men samtidig en negativ adfærd som gerne skulle afvænnes og rettes mod ting den gerne må tygge i. Hvis den er særligt destruktiv kan det hænge sammen med kedsomhed, overaktivering (stress) og f.eks. alene-hjemme angst.

En af måderne du kan forebygge den negative adfærd på, er at fjernealt, som den ikke må bide i, eller sørge for at hvalpen har begrænset plads i tider hvor den er alene. Hvis det særligt er om natten, kan du med fordel øve hvalpen i at et hundebur er et rart sted at være, ved at lade den få mad i buret og bruge den som åben soveplads om dagen. Når den er helt tryg ved buret kan du bruge det om natten såfremt hvalpen stadig kan se og høre dig. Husk at buret skal være tilstrækkeligt stort og komfortabelt. Hvis hvalpen ikke lærer at bide i sko, planter, ledninger og så videre det første års tid til halvandet, så får den ikke smag for de forbudte ting, men holder sig til sit legetøj.

Det er selvfølgelig ikke alt i hjemmet, man kan fjerne, så når den bider i forbudte ting, så afled den med legetøj, tyggeben og bolde. Ros den hver gang den bider i sit legetøj og tyggeben, og afled med legetøj, når den bider i forbudte ting.  

Skift dagligt legetøjet ud – også favoritlegetøjet – så hvalpen hver dag har omkring fire nye legeting. Der skal være noget, den kan tygge i, ruske med og trille med.

Hvad vil din hvalp fortælle dig?

Alle artikler

Sådan kommunikerer du med din hund, så den forstår

Der er meget, I skal lære om hinanden i jeres nye relation, når hundehvalpen flytter ...

Hvad prøver din hundehvalp at fortælle dig

Når din nye hundehvalp er faldet til hos dig, vil den helt sikkert hurtigt være ...

Flåter kan overføre anaplasmose til din hund

Anaplasmose, der skyldes bakterien Anaplasma phagocytophilum, er en flåtoverført infektionssygdom, der kan ramme din hund ...

Vær opmærksom på om din hund får TBE på rejsen

Selvom flåten er en lille parasit, kan dens bid overføre sygdomme, der kan få konsekvenser ...

Lopper

En loppe kan lægge 50 loppeæg om dagen. Det kan blive til 2000 lopper på få uger. Slår lopperne først lejr i hjemmet kan det selv med effektiv behandling tage månedsvis at komme helt af med dem.

Bayvantic loppemiddel forebygger loppeproblemer på to måder. Det begynder at virke så snart loppen hopper på din hund og har desuden effekt mod loppelarver i hundens omgivelser.

Klik her og læs mere om lopper